Karins historie (Hundeprojektet)

Karin (20 år) har haft et omtumlet liv med narkomani, pillemisbrug samt flere aborter og fjernelse af ét barn, som hun har haft sporadisk kontakt med. 

En psykologisk undersøgelse ved hendes første besøg på Munkholm understøtter, at Karin har omfattende personlighedsproblemer samt kognitive-neuropsykologiske skader som følge af et kraftigt misbrug. Det er disse ting, hendes ophold på Munkholm beror på og der sættes derfor ind med relevante behandlingstiltag som bliver planlagt sammen med hende, når Karin flytter ind to uger efter besøget.

Det første skridt er at finde en sød hundehvalp og de næste tre dage går derfor med at finde denne samt tale med og besøge kennelerne. Hvalpenes umiddelbarhed og kontakt skaber glæde hos Karin og nu sættes der ind overfor de praktiske ting, der skal være på plads når man får en hundehvalp:

- Hvordan skal man opføre sig så hvalpen bliver tryg? Fx. at finde et navn til den og så holde fast ved at kalde den det - hver gang!

- Hvad spiser en hvalp?

- Hvem skal lufte den om natten?

- Hvem skal tørre op efter den og hvad gør man, når hvalpen gør, som man ikke vil have?

Alt dette er de første skridt til at "sige det rigtige" og "gøre det rigtige" (den kognitive-adfærdsmæssige del af behandlingen).

Efter den første uge samles der op på hvad der er gået godt og hvad kunne trænge til forbedring. Hvordan skal vi lave om på de ting, der er gået mindre godt? For vi vil kun have succeser og beslutter vi noget, så skal det lykkes!

I den anden uge begynder Karin at blive syg med voldsom opkast, særligt om natten og morgenen. Ingen andre bemærker dog dette, men der etableres et lægebesøg - dog mener lægen ikke at der er noget fysiologisk galt med Karin, udover hendes overvægt, som hun nu skulle gøre noget ved. Karin er frådende arrig efter besøget og forlanger tilmed en samtale med sin advokat.

Her ændres fokus nu til hendes livshistorie, hvor der opdages at moren og mormoren spiller vigtige roller i hendes liv. Ligeledes kan der konstateres at Karin har daglig SMS-kontakt med 6 unge mænd, som hun spiller ud mod hinanden. Andre vigtige historier i Karins liv omfatter nære venners dødsfald og en afdød, alkoholiseret far.

De næste uger tages hvert tema op, dels i mere strukturerede behandlingstimer og dels som samtaleemner mellem Karin og personalet. Eksempelvis tales der om en mental "bror", som har fulgt hende i skolen og desværre også ind i misbruget. Denne bror har da siden kørt sig selv ihjel - der etableres derfor en behandlingsmæssig "scene", hvor der skrives et brev til "broren", købes blomster og en tur til kirkegården for at lede efter graven. Men selvom Karin var med til begravelsen, kan hun efter 1½ times leden stadig ikke finde den. Der aftales derfor at hun sætter blomsterne til tørre sammen med brevet og gemmer det bag væggen ved sin seng. Efter dette tages historien aldrig op af Karin selv - den er blevet mere neutral og nu gennemarbejdet.

Men der skabes hele tiden nye temaer hos Karin, som bliver behandlet og handlegjort lidt efter lidt. Denne oprydning betyder at hun beskriver sig selv som mindre stresset og "fyldt" og eksemplificeres af hendes eget statement fra den første måned:

"Læn dig tilbage

Lad dem sige hvad de vil

De skal jo ha' noget at tale om

Men spil dit eget spil

Gør hvad dit hjerte vil

Ingen ved bedre end dig selv"

I den første måned har Karin, med kvalificeret støtte og relevante behandlingsmetoder, oplevet følgende gode ting:

1. Har lært at sige fra

2. Fået et bedre forhold til sin mor og købt hende en kalendergave

3. Fundet en ordentlig fyr

4. Er blevet bedre til at samarbejde

5. Lært at styre sin stress

6. Er blevet mindre aggressiv

7. Kan italesætte ting der går hende på

8. Fået en kærlig hund som hun selv passer

9. Kan lave mad og virkeligt smage ting til

10. Laver aftaler, som hun kan holde

11. Fået lavet et minde for den afdøde "bror"

12. Opfundet et spil, der kan få styr på ting for hende

Behandlingsmæssigt er der blevet skabt adgang til de narrativer (historier), der skal benyttes til at få de mange temaer synlig- og følelsesgjort, men også håndteret. Så herfra arbejdes der på at skabe sensitivisering, synlige og mærkbare følelser samt relevante handlinger for følelsen. Der er nu grundlag for at arbejde mere med den narrative-terapeutiske tilgang - strukturelt på aftalte behandlingsdage og i hverdagen med at passe og pleje hundehvalpen, som Karin er blevet så glad for.

Det bliver til mange gåture med gode samtaler - også med andre, der har hundet. Her skabes der et helt naturligt samtaleemne, der erstatter det stereotypiske dummesnak - og gode oplevelser, som kan deles med andre hundeejere.

Karin begynder også at have og vise følelsen af savn overfor sin mor. Dette betyder at hun naturligt tilbringer nogle dage hos sin mor, der får at vide at Karin jo savner hende og derfor ønsker at besøge hende. Narrativerne omkring savn gør, at der skabes store følelser, som derefter bliver handlegjort.

Med mere overskud og selvtillid ønsker Karin også at invitere både sin mor og mormor på aftensmad - og dette får hun gjort, med bordopdækning, stearinlys og veltilsmagte retter. Det er en stor og synlig succes for både Karin og hendes familie og støtter op om både at kunne lave, holde og gennemføre en aftale, samt Karins forhold til de nære mennesker i hendes liv.

Mod slutningen af behandlingsforløbet har Karin fået mod på igen at færdiggøre sin 9. klasse og at blive til noget. Hun kan nu styre sin stress bedre, men vigtigst af alt har hun fået så meget livsmod, at hun selv kan rejse sig efter dårlige dage.